søndag den 1. maj 2005

Litteratur er nu en gang litteratur

Det er rørende hvor mange litteraturvidenskabelig argumenter Terje B. Hansen får linet op for at Riverton-klubben kan bøje regler alt efter hvordan vinden blæser fra de norske krimifjelde. Sikkert skriver han som privat person og det er fint nok, at han således får ventileret de herskende universitære meninger på bjerget om narration i almindelighed, den norske fortolkning af sligt i særdeleshed. Men lad mig imødekomme Hansens forelæsning med et par hårdtslående fakta:

1)
Glasnøglen er som pris opkaldt efter Dashiell Hammetts roman af samme navn. Prisens didaktiske og litterære baggrund var at slå et slag for den skandinaviske krimi i bogform. Ked af det, men sådan er det bare, de faktiske forhold. Prisen har således en kynisk og kalkulerende fortid – at accentuere den nordiske kriminalROMAN som noget enestående både i Norden og udenfor. Diverse manuskripter, film og serier kan være gode nok i deres sammenhæng, men Terje B. Hansen – love it or leave it – Glasnøglen er lige så litterær som forlaget Gyldendal i Danmark og Norge. Amen.

2)
Hvis vi nu et øjeblik så væk fra denne litterære snobbisme, at en bog er en bog er en bog = litteratur, burde Hansen og co. så ikke som Rivertonmedlemmer eller privatpersoner have varskoet os andre småborgerlige snobber om at nu var begrebet udvidet til tv-manus og tv-serier og andet flydende? Jeg mener vi danske står i så tilfælde ikke så dårligt – vi har jo både REJSEHOLDET og ØRNEN, serier som også norsk fjernsyn har vist! Og har faktisk fået priser i andre sammenhænge.

3)
Hansens litteraturhistoriske diskurs om noveller og romaner, føljeton og fjernsyn er interessant og oplysende, men sådan set ligegyldig i henhold til prisens historiske raison d’etre. Glasnøglen er helt klart blevet givet til romaner fra diverse nordiske lande i en række år ud fra en litterær konvention som er bekommet de forskellige nordiske lande både relevant og ønskelig. Faktisk finder jeg – og her taler jeg som privatperson og litteraturmand – det arrogant, nationalistisk og frækt at Hansen og Rivertonklubben uden at spørge andre end sig selv og Norge bøjer præcedens for prisens uddeling og kandidatur. Lad os kalde en spade for en spade, hvad fanden bilder I jer ind! At Riverton-prisen automatisk bliver til en Glasnøglekandidat er jeres problem og jeres hovedpine, men vil I vitterlig have at hele Norden falder til føje alt efter jeres prisuddelinger og prioriteringer? You must be kidding.

4)
De respektive juryer er udtaget fra et litterært standpunkt med tilsvarende kompetencer i så henseende. Det er kritikere, lægfolk og læsere af BØGER og det er således en uforskammethed uden videre at bede de respektive jurymedlemmer at bedømme noget udenfor dette signifikante område. Og hvad og hvorledes skal vi bedømme et manus eller en film efter? Hvilke parametre, eller hvad havde I tænkt jer? Dette er ikke en filmklub eller en studiekreds over forholdet mellem tekst og levende billeder. DETTE ER EN LITTERÆR JURY – med ansvar overfor det nordiske bogmarked, litteraturens veje og de enkelte forfattere som er glade for få prisen eller blive indstillet til den. Simpelthen litteraturen i Norden med hele molevitten af forlag , kritik og anerkendelse, Skal professionelle skribenter nu dyste med tv og film på ulige præmisser og norske fornemmelser? En fremragende roman af Henning Mortensen overfor et manus fra Norge? Hvordan – som vi siger i København, hvad er størst, Rundetårn eller et tordenskrald?

5)
Så mange er mine ord og jeg er ærligt talt rystet over, at jeg og andre skal bruge tid, sted og kræfter til at definere noget så banalt og indlysende at der er både en narrativ, social, kapitalistisk, geografisk, genremæssigt, historisk, sociologisk, semiotisk, litteraturvidenskabelig og realistisk forskel på krimifortællinger som kommer ud i bogform på et forlag og så på fjernsyn og deres definitioner på krimikultur! Her stopper festen som vi siger i Danmark. I hvert fald for mit vedkommende.

Vred, men venlig hilsen - Bo Tao Michaëlis
.

1 kommentar:

T.B.Hansen sagde ...

Bo Tao Michaëlis er vred. Er man vred, kan det være vanskelig å holde orden på tankene. Michaëlis forsøker å løse problemet ved ikke å tenke, men bare henvise til det han mener er selvfølgeligheter.

En slik selvfølgelighet later til å være, at bare «bøker» er litteratur. Det er (slik tilfellet er med de fleste selvfølgeligheter), historisk og faktisk, rent sprøyt.

Hvor tynn is Michaëlis begir seg ut på, blir tydelig når han bruker Hammetts The Glass Key som eksempel på at «en bog er en bog er en bog = litteratur». Som vanlig er med Hammetts romaner, ble The Glass Key publisert som føljetong i et «detetivmagasin». Først senere kom den ut i bokform.

Om noen idag ønsker å slåss for den trykte, papirbaserte boken som litterært medium (i konkurranse med papyrusrullen, pergamenthåndskriftet, litterære magasiner, Internett eller høytlesning), er det en ganske annen sak. Men kanskje mer en sak for forlagsbransjen, enn for litteraturelskerne (forfatterne medregnet).

En klar tanke trenger likevel gjennom Michaëlis' vrede: Han vil at Glassnøkkelen skal være en romanpris.

Det er et syn det går an å argumentere for. Men da får man argumentere; ikke bare henvise til påståtte selvfølgeligheter og uuttalte konvensjoner. Blant annet bør man være klar over (hvilket Michaëlis, i sin vrede, altså ikke later til å være), både at en slik begrensning faktisk ville ha diskvalifisert en rekke krimklassikere (blant dem The Glass Key), og at det kunne føre til problemer med flere av årets kandidater (nei, Henning Mortensens bidrag er ikke nødvendigvis noen roman – selv om det er en glimrende bok).

Om man likevel ønsker å begrense Glassnøkkelen til en romanpris, må statuttene si nettopp det: Glassnøkkelen er en romanpris! Det gjør hverken de nåværende statuttene, eller de foreslåtte.

(Den foreslåtte statuttendringen ville ikke engang ha diskvalifisert årets norske kandidat: Manuskriptet kunne blitt trykket opp som bok i et lite opplag, komplett med ISBN-nummer og alle andre formaliteter i orden – for omtrent en månedslønn. Det er ofte i en slik utgave juryene får lese de finske og islandske kandidatene i oversettelse.)

Men når det gjelder å sammenligne Rundetårn med et tordenskrall: Dette gjøres for Nordisk Råds Litteraturpris, og for den sakens skyld, selveste Nobelprisen – hvorfor skulle det være umulig for SKS?

Det blir ganske tullete å henvise til spesielle film- eller TV-priser. Disse gis til film- eller TV-produksjonen – slik en teateroppsetning kan få en teaterpris. Slike priser kan gis til produksjoner hvis manus ikke ville finne nåde for en litteraturkritikers blikk – eller som avviker fra originalmanus. Prisen gis rett og slett ikke til manuskriptet eller forfatteren, men til det helhetlige filmuttrykket, skapt av regissør og produsent.

Rivertonprisen ble forøvrig gitt til radio/TV-dramatikk allerede for ca. 30 år siden; dette er ikke noe nytt påfunn.

Ellers må jeg få be om at mine synspunkter ikke tillegges Rivertonklubben som helhet. Jeg uttaler meg altså som privatperson.