Litteratur er nu en gang litteratur

Det er rørende hvor mange litteraturvidenskabelig argumenter Terje B. Hansen får linet op for at Riverton-klubben kan bøje regler alt efter hvordan vinden blæser fra de norske krimifjelde. Sikkert skriver han som privat person og det er fint nok, at han således får ventileret de herskende universitære meninger på bjerget om narration i almindelighed, den norske fortolkning af sligt i særdeleshed. Men lad mig imødekomme Hansens forelæsning med et par hårdtslående fakta:

1)
Glasnøglen er som pris opkaldt efter Dashiell Hammetts roman af samme navn. Prisens didaktiske og litterære baggrund var at slå et slag for den skandinaviske krimi i bogform. Ked af det, men sådan er det bare, de faktiske forhold. Prisen har således en kynisk og kalkulerende fortid – at accentuere den nordiske kriminalROMAN som noget enestående både i Norden og udenfor. Diverse manuskripter, film og serier kan være gode nok i deres sammenhæng, men Terje B. Hansen – love it or leave it – Glasnøglen er lige så litterær som forlaget Gyldendal i Danmark og Norge. Amen.

2)
Hvis vi nu et øjeblik så væk fra denne litterære snobbisme, at en bog er en bog er en bog = litteratur, burde Hansen og co. så ikke som Rivertonmedlemmer eller privatpersoner have varskoet os andre småborgerlige snobber om at nu var begrebet udvidet til tv-manus og tv-serier og andet flydende? Jeg mener vi danske står i så tilfælde ikke så dårligt – vi har jo både REJSEHOLDET og ØRNEN, serier som også norsk fjernsyn har vist! Og har faktisk fået priser i andre sammenhænge.

3)
Hansens litteraturhistoriske diskurs om noveller og romaner, føljeton og fjernsyn er interessant og oplysende, men sådan set ligegyldig i henhold til prisens historiske raison d’etre. Glasnøglen er helt klart blevet givet til romaner fra diverse nordiske lande i en række år ud fra en litterær konvention som er bekommet de forskellige nordiske lande både relevant og ønskelig. Faktisk finder jeg – og her taler jeg som privatperson og litteraturmand – det arrogant, nationalistisk og frækt at Hansen og Rivertonklubben uden at spørge andre end sig selv og Norge bøjer præcedens for prisens uddeling og kandidatur. Lad os kalde en spade for en spade, hvad fanden bilder I jer ind! At Riverton-prisen automatisk bliver til en Glasnøglekandidat er jeres problem og jeres hovedpine, men vil I vitterlig have at hele Norden falder til føje alt efter jeres prisuddelinger og prioriteringer? You must be kidding.

4)
De respektive juryer er udtaget fra et litterært standpunkt med tilsvarende kompetencer i så henseende. Det er kritikere, lægfolk og læsere af BØGER og det er således en uforskammethed uden videre at bede de respektive jurymedlemmer at bedømme noget udenfor dette signifikante område. Og hvad og hvorledes skal vi bedømme et manus eller en film efter? Hvilke parametre, eller hvad havde I tænkt jer? Dette er ikke en filmklub eller en studiekreds over forholdet mellem tekst og levende billeder. DETTE ER EN LITTERÆR JURY – med ansvar overfor det nordiske bogmarked, litteraturens veje og de enkelte forfattere som er glade for få prisen eller blive indstillet til den. Simpelthen litteraturen i Norden med hele molevitten af forlag , kritik og anerkendelse, Skal professionelle skribenter nu dyste med tv og film på ulige præmisser og norske fornemmelser? En fremragende roman af Henning Mortensen overfor et manus fra Norge? Hvordan – som vi siger i København, hvad er størst, Rundetårn eller et tordenskrald?

5)
Så mange er mine ord og jeg er ærligt talt rystet over, at jeg og andre skal bruge tid, sted og kræfter til at definere noget så banalt og indlysende at der er både en narrativ, social, kapitalistisk, geografisk, genremæssigt, historisk, sociologisk, semiotisk, litteraturvidenskabelig og realistisk forskel på krimifortællinger som kommer ud i bogform på et forlag og så på fjernsyn og deres definitioner på krimikultur! Her stopper festen som vi siger i Danmark. I hvert fald for mit vedkommende.

Vred, men venlig hilsen - Bo Tao Michaëlis.